
USA’s nye præsident er valgt af landets vinproducerende og vindrikkende stater, og adskiller sig fra sin afholdende forgænger ved at være en ivrig vinnyder og -samler
Over hele verden bliver der klinget bægre, når USA’s spritnye præsident Barack Obama bliver taget i ed i dag, tirsdag den 20. januar 2009, og meget tyder på, at der er vin i de fleste af glassene. Man skal nemlig ikke være nogen dræven statistiker for at gennemskue en vis sammenhæng imellem vinkonsumption og det at foretrække Obama som præsident. Obama vandt ni ud af de ti stater, hvor der drikkes mest vin i USA. Undtagelsen er Texas, USA’s fjerdestørste vinmarked, som har været en sikker republikansk højborg siden Reagan i 1980 – til trods altså for en kultiveret alkoholpræference.
Mon ikke residensen i Det Hvide Hus også er udstyret med en flaske eller to til at dulme nerverne for det nye verdenspolitiske håb? Faktisk vandt Obama i 17 ud af USA’s 20 mest vinglade stater, mens McCain snuppede ni ud af de ti mest vinafholdende. Her var Vermont undtagelsen til at bekræfte regelmæssigheden. At Obamas valgstater producerer 98,6 % af al vin i USA, er nok mere kuriøst end egentlig informativt, når man husker på, at Californien, som Obama vandt, alene varetager cirka 83 % af landets produktion. Så er det mere interessant, at demokraterne slog republikanerne i 20 ud af de 25 stater, hvor der produceres mest vin, selvom der selvsagt er et vist sammenfald med de mest vinkonsumerende stater.
Til trods for mangt en udtalelse, der kunne indikere det modsatte, er George Bush faktisk afholdsmand, mens Barack Obama efter sigende har en fyldig vinkælder i sit tidligere hjem i Chicago. Mon ikke residensen i Det Hvide Hus også er udstyret med en flaske eller to til at dulme nerverne for det nye verdenspolitiske håb? Hvilken indflydelse, Obama får på det amerikanske vinmarked og på amerikanernes drikkevaner, er ”yet to be seen”. Her fra spalten skåles under alle omstændigheder velkommen. I vin!